Lyrik og oplæsning

 

TEATER

KONCERTER

OPLÆSNINGER

 

HEIDIE CLEMENS

HAIKU - EN TILSTAND


Jeg er aktuel med bogen HAIKU - EN TILSTAND, som indeholder 64 haiku inddelt i fire sekvenser. Bogen blev præsenteret første gang under LiteratureXchange – Aarhus’ nye internationale litteraturfestival 2019 i forbindelse med en koncert, jeg gav med min jazz trio på den legendariske jazzbar Bent J. i Den Gamle By i Aarhus. Bogen har udgivelsesdato 1. september 2019 og kommer på Bogforum til november.


"I det hele taget fornemmer man som læser, at Heidie Clemens har sprogligt overskud og legehumør. Hun kan lide at skabe uventede sammensætninger og helt nye ord – som fx hormonharmoni og graffitibandit.... Alt i alt er det en overbevisende og flot haiku-debut, som jeg varmt kan anbefale også til den kræsne læser. Tilmed er bogen lækkert designet med en smuk typografi og layout."

Niels Kjær - medlem af forfatterforeningens haikugruppe

(Læs resten af anmeldelsen andet steds på denne side).


Jeg begyndte at skrive haiku, fordi jeg søgte ny inspiration til min sangskrivning, og fordi jeg var villig til at lade haikuets form og indholdskrav fungere som benspænd for en tid. Jeg er fascineret af haikuets enkle og strenge formkrav, der for mig står i stærk kontrast til meget af den kommunikation, jeg møder i min hverdag.


I mit møde med haiku som genre gjorde jeg mig tre væsentlige erfaringer. For det første erkendte jeg, at det er ufatteligt interessant og krævende at udtrykke det, jeg har på hjerte, med blot 17 stavelser fordelt på tre linjer som virkemiddel. For det andet oplevede jeg, at det blev nødvendigt at dykke rigtig langt ned og rode godt og grundigt rundt i skattekisten, indeholdende det danske sprog, med dets uendelig mange ord, når ønsket er at fatte sig så kort og præcist, som et haiku kræver. Trods de mange ord at vælge imellem måtte jeg sande, at jeg fik brug for at producere og putte flere ord i skattekisten, hvis mine haiku skulle stå helt skarpt. Det er mig en gåde, at vi danskere fx har kunnet undvære det sigende ord: 'graffitibandit'.

Den sidste erfaring ledte mig til bogens titel, da arbejdet med haikuets form bragte mig i en helt særlig tilstand. En tilstand hvor jeg pludselig begyndte 'at opleve' i haiku, forstået på den måde, at jeg blev langt mere sansende i forhold til hverdagens små intense oplevelser. Pludselig indoptog jeg disse sanseoplevelser på en måde, der hurtigt omformede dem til små 'magiterninger', der lod sig omsætte til ord og ordsammensætninger på henholdsvis 5 og 7 stavelser. Tilstanden var fantastisk intens og afstressende og stod i stærk kontrast til den tilstand, jeg under min skriveproces ellers kendte fra den travle og indimellem hektiske hverdag. Et af mine ønsker med at udgive bogen er, at læseren får muligheden for at komme hen til denne tilstand. En tilstand der for mig er efterstræbelsesværdig, i det samfund jeg er en del af.  


Det vil glæde mig, hvis du vil købe bogen HAIKU - EN TILSTAND og på den måde dele indholdet i digtsamlingen med mig. Tag hvad du kan bruge og lad resten ligge! Måske du får lyst til at vende tilbage til digtsamlingen en anden dag. Et digt, der bliver læst i dag, kan opleves anderledes i morgen.


God fornøjelse!


Haiku – En tilstand, 2019

Heidie Clemens

Forlaget Improvisation

Pris 129,95

Oplæsning af digte

Haiku – En tilstand (Heidie Clemens)

Til den lyse morgen (Mads Mygind)