Teamet omkring Heidie Clemens

 

TEATER

KONCERTER

OPLÆSNINGER

 

HEIDIE CLEMENS

HEIDIE CLEMENS

Heidie Clemens debuterede som komponist og sangskriver i 2011 med musikalbummet ”Fragile Butterfly” som blev efterfulgt af musikalbummet ”Der er kun én vej” i 2016. Begge musikalbum blev til i et tæt samarbejde med Rasmus Steenberg (pianist og arrangør) og Poul Erik Jørgensen (kontrabassist). Om trioens musik skrev den folkekære digter og komponist, Benny Andersen:


“Heidie Clemens er et musikalsk unikum: Fremragende sanger, komponist og sangskriver på både dansk og engelsk. Tilmed er hun professionelt indrammet af to musikere på topniveau: Rasmus Steenberg og Poul Erik Jørgensen. Kort sagt, kære tilhørere: I kan glæde jer!” Benny Andersen/ digter og komponist


I 2018 debuterede Heidie som dramatiker og teaterproducent ved det årlige Teaterseminar med kabaretten ”Midtvejsfortællinger”. Kabaretten blev til i et tæt samarbejde med teaterinstruktør Kim Harris. Den er anerkendt som professionel scenekunst af Statens Kunstfond som turnéforestilling uden tidsbegrænsning.

I 2019 debuterer Heidie som digter med digtsamlingen ”Haiku – En tilstand” i forbindelse med Aarhus Internationale Litteraturfestival 2019 ved en event i Den gamle By i Aarhus.

Inden for det kunstneriske område er Heidie uddannet sangcoach fra Complete Vocal Institute, København. Hun optræder i musikhuse og kirker samt på teatre, biblioteker og jazzbarer. Ud over sit kunstneriske virke arbejder hun som systemisk coach og underviser på VIA University College.

 

RASMUS STEENBERG (pianist og arrangør)

Mange vil kende Rasmus Steenberg fra hans mangeårige virke som kapelmester mm. ved de store opsætninger af musicals ved MCH Herning Kongrescenter. Opsætningerne tæller titler som Cats, Chess, My fair Lady, Shrek, Les Miserables og Evita. Rasmus er bachelor i Musikvidenskab fra Aarhus Universitet og kandidat i Almen Musiklærer (AM) fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus.

 

POUL ERIK JØRGENSEN (kontrabassist)

Poul Erik Jørgensen er fast medlem af Aarhus Symfoniorkester gennem mere end 25 år. Ud over sit virke der, har han gennem årene spillet til musicals og revy på Den jyske Opera, Århus Teater, Ålborg Teater og Helsingør Teater i Den Gamle By. Poul Erik er også at finde i andre rytmiske sammenhænge og har gennem årene optrådt med så forskellige kunstnere, som Jens Krøldrup, Niels Hausgård, Christian Alvad, Jens Okking og Ulrik Cold. Poul Erik har Diplom- og Musikpædagogisk eksamen fra Det jyske Musikkonservatorium.

 

KIM HARRIS (instruktør)

Kim Harris har været instruktør ved MCH Herning Kongrescenter i perioden 2003-2018, hvor han har opsat bl.a. My Fair Lady, Cats, Chess, Beauty and the Beast og Les Miserables. Han har ligeledes været instruktør ved Nyborg Voldspil i perioden 2011-2016. Før det var han skuespiller ved henholdsvis Odense Teater og Folketeatret. Kim er til daglig leder og underviser på Musical- og Teaterlinjen under DTA i Holstebro. Han er uddannet fra Odense Teater Elevskole.